Bogen udkom den 28. maj på Gyldendals Forlag. Foto: Berit Hvassum

Michael Stoltze er aktuel med ny bog: Sommerfuglen er billedet på sjælen

NATUR

– Det er meget nemt at holde af sommerfuglen, den er som et lille kunstværk, lyder det begejstret fra den bornholmske biolog Michael Stoltze, mens han viser rundt i sin nyanlagte sommerfuglehave. Her er lavet de optimale betingelser for, at de små underværker kan komme på besøg. Buske med værtsplanter og sirligt såede blomsterbede, der snart vil blomstre op og blive trækplastre for sommerfugle, pryder baghaven på skovfogedboligen i Almindingen.

Michael Stoltze står midt i overskriften på hans nye bog ‘Sommerfuglehave’, der udkom torsdag ved Gyldensdals forlag. Bogen er skrevet i samarbejde med Mona Klippenberg og Susan Trolle og er en guide til at skabe gode levesteder for de smukke, farverige sommerfugle i sin egen have. Og så er det samtidig også et håb om at sikre sommerfuglens overlevelse.

– Sommerfuglen har længe været i en krise, mange arter er uddøede, fordi levestederne forsvinder. Her vil vi vise, hvad man selv kan gøre i egen have for at sikre sommerfugle, siger Michael Stoltze.

Michael Stoltze har tre gode råd, hvis man vil anlægge en sommerfuglehave; drop gift, brug så lidt mulig gødning, og plant værtsplanter og blomster til at gro vildt, så sommerfuglene bedst kan opholde sig i dem. Foto: Berit Hvassum

Et kulturvæsen

Og der er grund til at lytte til Michael Stoltze, når man taler om sommerfugle. Han er uddannet biolog og har igennem sin mangeårig karriere arbejdet bredt med dansk natur i blandt andet Danmarks Naturfredningsforening, Naturstyrelsen og som forfatter og foredragsholder. En rød tråd gennem hele hans karriere er imidlertid sommerfuglen, som han også skrev Ph.d. om i 1994.

– Sommerfugle fylder meget hos mig. Det har de gjort, siden jeg var barn på Nordbornholm og kunne fange dem i min forældres have. Fascinationen fortsætter så længe, jeg står på to ben, siger Michael Stoltze. Og det er på trods af, at sommerfuglen faktisk ikke har afgørende betydning i økosystemet, fortæller biologen.

– Sommerfuglen repræsenterer primært æstetik. De har ikke en afgørende funktion i økosystemet. De bestøver planter og er fugle for føde, men de er ikke lige så gode bestøvere som bier og fluer, siger Michael Stoltze. Alligevel er der grund til at holde hånden under sommerfuglen. For den symboliserer noget større hos mange mennesker, mener Michael Stoltze.

– Sommerfuglen er et kulturvæsen, hvilket vi også gør meget ud af i bogen. Overalt i verden gennem tiden har den været et symbol i naturen på vores sjæl. Det græske ord for sommerfugl, er det samme som psyke eller sjæl. Den holder altså en plads i vores kultur for noget, der er vigtigt at værne om, siger Michael Stoltze.

Stigende interesse for naturen

Og selvom bogen kun lige er udkommet, mærker Michael Stoltze allerede stor interesse for sommerfuglehaver. Blandt andet også på facebook, hvor han driver gruppen ‘Sommerfuglehaver’.

– Jeg oplever en stigende interesse for både sommerfugle og natur i det hele taget. De seneste tre år er det nærmest eksploderet med folks interesse for naturen. Det tror jeg både har noget at gøre med, at sociale medier har gjort det nemmere at dele billeder, men også at folk har fået et stigende fokus på bæredygtighed og klima, siger Michael Stoltze.

Og selvom private sommerfuglehaver kun vil bidrage med en beskeden effekt på et samlet klimaregnskab, er det alligvel værd at tage med, mener biologen.

– Det er vigtigt, at mange lærer naturen at kende, for på den måde kan de også medvirke til at støtte initiativer med naturgenopretning. Vores bog er også et ønske om give læring til, hvordan man gør sin have mere naturlig og klimavenlig, siger Michael Stoltze.

 

 

Ideen til bogen kom oprindelig fra medforfatter Mona Klippenberg, der er Michael Stoltzes kæreste, der selv gerne selv ville anlægge en sommerfuglehave og spurgte Michael Stoltze til råds. Foto: Berit Hvassum

Bogen ‘Sommerfuglehave’

Er skrevet af biolog Michael Stoltze, historiker Mona Klippenberg og Susan Trolle, hvis historie om den 5.000 kvadratmeter store have på Nordbornholm, indgår.

Bogen præsenterer forfatteres egne sommerfuglehaver og er en indføring i at skabe gode livsbetingelser for sommerfugle i din have.

Den rummer en række kapitler og oversigter over alle danske dagsommerfugle, deres biologi, flyvetider og værtsplanter, hvor sommerfuglene kan yngle.

Samtidig finder man lister med de blomster, der tiltrækker flest sommerfugle og råd om, hvordan man bedst indretter steder med læ, lys og varme.

Bogen udkom den 28. maj på Gyldendals forlag

 

  • Facebook