Mette Frederiksen. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen.

Statsministeren har et problem – men oppositionen har et der er større

POLITISK ANALYSE

Hvorfor besluttede regeringen den 11. marts at lukke landet ned? Fordi “myndighederne” anbefalede det, fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) den historiske aften.

Foran tv-skærmene sad det meste af Danmark tilbage med det indtryk, at “myndighederne” betød sundhedsmyndighederne: Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut. Det kunne jo ikke så godt være Færdselsstyrelsen. Vel?

Brostrøm frarådet regeringen at gå så vidt

I dag står det klart, at det forholdt sig anderledes. Ved tre lejligheder havde Sundhedsstyrelsens nu landskendte direktør Søren Brostrøm faktisk direkte frarådet regeringen at gå så vidt, som den gjorde 11. marts.

Senest havde han gjort det den 10. marts, et døgn før statsministerens historiske pressemøde. I hvad Brostrøm har kaldt sundhedsmyndighedernes “værktøjskasse” står der ikke noget om tvangsindgreb og om at lukke landet ned.

Trods det tog statsministeren den 11. marts “myndighederne” til indtægt for, at hele Danmark nu skulle slukke for hovedafbryderen.

– Derfor er det myndighedernes anbefaling, at vi lukker al unødvendig aktivitet ned på de områder i en periode, sagde Mette Frederiksen.

Talens næste minut var en hel lang opremsning af hvilke grupper, der nu ville blive mødt med hvilke forholdsregler og hvilke former for et helt forandret liv.

Men ikke bare havde Sundhedsstyrelsen ikke anbefalet de skridt, som regeringen nu tog. 1. marts havde Søren Brostrøm i en mail helt utvetydigt frarådet dem.

Ved at lægge mailen frem i fuld længde påviste Ekstra Bladet tidligere i denne uge, at Brostrøm her var nået frem til, at fordelene ikke stod mål med omkostningerne ved at lukke landet.

“Tiltag som begrænsning af forsamlinger samt lukning af virksomheder, uddannelsesinstitutioner og trafikforbindelser kan have betydelige negative samfundsmæssige og økonomiske effekter”, står der for eksempel i mailen.

“Da der kan være et ufordelagtigt forhold mellem skadelige og gavnlige effekter, vil der derfor være en høj tærskel for, at Sundhedsstyrelsen vil anbefale omfattende tiltag som anført”, skrev Søren Brostrøm også.

At gribe ind i forsamlingsfriheden, lukke virksomheder ned og begrænse trafikken kan desuden “i sig selv være med til at øge befolkningens usikkerhed og give indtryk af større risiko, end der er reelt”, står det også at læse i mailen.

Regeringen kan godt have haft ret i sin beslutning – og på samme tid være på gyngende grund med hvad den fortalte Folketinget. De to ting udelukker ikke hinanden.

Hvis Søren Brostrøm var kommet til et andet syn på situationen i dagene mellem den 1. og den 11. marts, er der tale om et stykke papir, som offentligheden endnu har til gode at se. Heller ikke statsministeren har henvist til, at sådan et stykke papir skulle findes.

– Derfor er det myndighedernes anbefaling, at vi lukker al unødvendig aktivitet ned på de områder i en periode, sagde Mette Frederiksen alligevel den 11. marts.

Eksperterne er ikke imponeret

Eksperterne var ikke imponerede, da Jyllands-Posten 21. maj havde endevendt, hvad der egentlig lå bag, da statsministeren lukkede landet.

– Regeringen har misbrugt den sundhedsfaglige rådgivning, sagde for eksempel Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedspolitik ved Syddansk Universitet.

– Regeringen trak en klædedragt ned over sin politik og gav indtryk af, at det var den sundhedsfaglige rådgivning at lukke ned. Men det tangerer en usandhed, sagde han også til Jyllands-Posten.

Dagen efter pressemødet kom en hastelov, som flyttede magt væk fra Sundhedsstyrelsen og over til regeringen selv. Det vedtog Folketinget enstemmigt på bare én dag. Det forløb blev nu bragt tilbage i erindring af en anden ekspert.

– Først siger Søren Brostrøm fra – og så fratager man styrelsen de muskler, den har. Det er ikke noget kønt forløb, sagde Kent Kristensen, lektor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet.

– Det her indikerer, at statsministeren har talt direkte usandt til danskerne, sagde Venstres politiske ordfører Sophie Løhde, der også reagerede ved at kalde statsministeren i samråd.

– Det vilde er, at man lader som om, at der er opbakning, uden at der er det, sagde gruppenæstformand og sundhedsordfører Peder Hvelplund fra Enhedslisten, et af regeringens støttepartier.

Faktisk tyder alt nu på, at et flertal udenom regeringen vil have undersøgt hele forløbet. Sådan en undersøgelse støtter også Radikale, et andet af regeringens støttepartier.

– Vi har behov for en uvildig ekspertgruppe, der kan kigge på det her forløb, sagde sundhedsordfører Stinus Lindgreen (R) tidligere på ugen til Ritzau.

Mette Frederiksen er ikke forpligtet til at tale sandt til den danske befolkning. Men hun er forpligtet til at gøre det over for Folketinget.

Derfor handler sagen her ikke om, hvorvidt regeringen gjorde det rigtige ved at lukke landet ned. Sagen her handler om statsret. Det er to vidt forskellige diskussioner.

Regeringen kan godt have haft ret i sin beslutning – og på samme tid være på gyngende grund med hvad den fortalte Folketinget. De to ting udelukker ikke hinanden. Begge dele kan sagtens være sandt på samme tid, for de har ingenting at gøre med hinanden.

Derfor beroligede det uden tvivl også Mette Frederiksen og hendes ministre, da det hurtigt stod klart, at folk, som de er flest, reagerede ved netop at blande tingene sammen.

Hvis de sociale medier kan tages som en strømpil, kan regeringen sove roligt om natten. For de medier, der i denne uge har dokumenteret misforholdet mellem Sundhedsstyrelsens råd og hvad statsministeren sagde om “myndighedernes anbefaling”…de medier har i stor stil fået en røvfuld af deres egne læsere.

Det var “at lede efter hår i suppen”. Og helt, helt urimeligt, når statsministeren nu havde reddet landet fra at ende som Italien eller bare Sverige. Den vej gik tæt på alle læserkommentarer, også hos borgerlige medier.

Så meget desto mere grund er der bare til at gentage: Det er to helt forskellige diskussioner.

Oppositionen har et større problem

At reaktionerne blev, som de nu blev, understreger samtidig, at hvis regeringen har et problem, så har oppositionen et, der er større.

Hvis en kommende undersøgelse af hele forløbet op til 11. marts fastholder billedet af, at regeringen ikke havde de myndigheder bag sig, som Mette Frederiksen hæftede sin beslutning op på, vil en opposition normalt handle på det.

Et flertal i Folketinget kan irettesætte statsministeren og udstyre Mette Frederiksen med en såkaldt “næse”. De findes i forskellige former og størrelser.

Oppositionen kan også finde det så alvorligt, at regeringen har misinformeret Folketinget, at et flertal udtrykker mistillid til statsministeren. I så fald skal hele regeringen gå, og/eller Mette Frederiksen skal udskrive valg.

For oppositionen vil det være valget mellem to onder. Enten fortæller oppositionen utvetydigt statsministeren, at den finder sig i at blive vildledt og kørt over i den største og mest vidtrækkende sag siden krigen.

Finder oppositionen sig i det, har den markeret, at den finder sig i alt. Men sådan ender det nok, for alternativet er om muligt endnu værre. Alternativet er at tage et folketingsvalg, som absolut ingenting tyder på, at oppositionen kan vinde.

Det seneste vægtede gennemsnit af de løbende meningsmålinger er fra 17. maj. Her stod Socialdemokratiet til 34,7 procent af stemmerne, næsten ni procentpoint bedre end resultatet ved valget sidste år, hvor Socialdemokratiet fik lige godt og vel hvert fjerde kryds.

Omsat i mandater vil Socialdemokratiet gå frem med præcis en tredjedel, fra 48 i dag til 64. Det vil være Socialdemokratiets bedste valgresultat siden de 69 mandater i 1990.

Vigtigere endnu vil partierne bag Mette Frederiksen ifølge det vægtede gennemsnit af meningsmålingerne få 106 mandater mod 69 blå mandater. Magtbalancen mellem blokkene vil så blive rykket med 10 mandater i rødt favør – i forhold til det valg, der allerede sidste år gjorde regeringsblokken usædvanligt stor i forhold til oppositionen.

Og her behøver det ikke en gang at stoppe.

Selvom oppositionen faktisk vil have en god sag, vil den få ualmindeligt svært ved at løfte den ude blandt vælgerne. Det peger reaktionerne på de sociale medier i hvert fald meget stærkt på.

Skulle oppositionen (mere og mere hypotetisk, som man måske ser) udtrykke mistillid til statsministeren, så det hele ender i et valg, vil temaet ikke blive, at Folketinget blev misinformeret.

Det vil i stedet blive en folkeafstemning om Mette Frederiksens håndtering af corona: Gjorde hun det rigtige, ja eller nej?

Og så er det måske pludselig ikke længere Svend Aukens 69 mandater fra 1990, der bliver målestokken for Socialdemokratiets resultat. Så bliver det såmænd nærmere statsminister Viggo Kampmanns 42,1 procent og 76 mandater helt tilbage i 1960.

Sig det bare én gang til Peter Juel-Jensen, og han vil endnu mere end ellers være til sinds at lade misinformation være misinformation. Og bruge sommeren på at slå sit græs i Vestermarie i stedet for at skulle føre valgkamp.

 

  • Facebook