Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

BAT-chauffør om balladen i det kommunale busselskab: Det bliver ikke bedre, før vi får en ny chef

Det er snart en årlig begivenhed, at der er utilfredshed blandt trafikselskabet BATs chauffører, når der bliver implementeret nye køreplaner i sommermånederne. I juni 2018 strejkede selskabets chauffører over – ifølge dem – dårlig ledelse, ringe arbejdsmiljø og en ny usammenhængende vagtplan.

Det samme gjorde sig gældende i august sidste år, hvor chaufførerne også strejkede, og hvor det var de samme kritikpunkter, der blev fremhævet.

TRANSPORT

Det er snart en årlig begivenhed, at der er utilfredshed blandt trafikselskabet BATs chauffører, når der bliver implementeret nye køreplaner i sommermånederne. I juni 2018 strejkede selskabets chauffører over – ifølge dem – dårlig ledelse, ringe arbejdsmiljø og en ny usammenhængende vagtplan.

Det samme gjorde sig gældende i august sidste år, hvor chaufførerne også strejkede, og hvor det var de samme kritikpunkter, der blev fremhævet. Siden da er der tilsyneladende ikke sket nogle ændringer hverken med hensyn til ledelse, arbejdsmiljø eller processen med implementering af nye køreplaner. I tirsdags kunne Bornholms Tidende bringe historien om, at længere tids frustrationer blandt BAT-chaufførerne ifølge tillidsrepræsentant Stig Lodberg var tæt på at ende i en strejke. Sent mandag aften endte det dog med, at man fandt det mere konstruktivt at fortsætte arbejdet.

Bruger ikke vores erfaring

Bornholms Tidende har talt med en af BAT’s chauffører, der har været ansat i selskabet i flere år. For ikke at komme i klemme med ledelsen ønsker han at optræde anonymt i avisen. Ifølge ham skal kilden til chaufførernes frustrationer findes hos BATs ledelse, som de oplever handler egenrådigt uden at tage chaufførerne med på råd, når det handler om ting som eksempelvis den nye køreplan.

– Når der bliver lavet nye køreplaner, bliver vi ikke adspurgt. Vores faglige erfaringer bliver ikke brugt, og vi får bare trukket nogle ting ned over hovedet, som vi ikke har lyst til. Vi skal bare makke ret. Der er ingen respekt, siger chaufføren.

Han forklarer, at chaufførererne ikke får at vide, hvordan de nye køreplaner bliver til. De kommer fra højere oppe i systemet, og chaufføren forklarer, det ikke virker som om, de er udtænkt af nogen, der har erfaring med, hvordan rutekørsel fungerer ude i virkeligheden.

– Tidligere var det driftslederen, som sad og lavede køreplanen i samspil med chaufførerne. Nu er det tydeligt, at det er nogen, der ikke ved hvad der foregår, når man kører rutebus. Vi skal have passagerer af og på og hænger hele tiden i en klokkestreng, og det er ikke altid, vi kan nå planen til tiden. Køreplanerne har længe været alt for stramme, siger chaufføren.

Hvis det stod til chaufføren skulle der findes en ny person til posten som trafikchef, og chaufførerne skulle i samarbejde med selskabets driftschef have større indflydelse på udfærdigelsen af nye ruteplaner.

Manglende tillid

Nu udtrykker du, at chaufførerne er utilfredse med trafikchef Lars Friborgs måde at lede på. Har chaufførerne ikke også selv en del af ansvaret for, at BAT er endt i den her situation?

– Det synes jeg faktisk ikke. Jeg synes, chaufførerne har været trofaste og loyale over for deres arbejdsplads og deres passagerer. Vi får gentagne gange ros fra vores passagerer, der synes, det er utroligt, at vi må finde os i de forhold, vi arbejder under. De kan jo godt fornemme, at vi er i tidspres, siger chaufføren.

Torsdag valgte natur- og miljøudvalget at udskyde iværksætningen af den nye helårskøreplan, der skulle være trådt i kraft den 9. august, og i stedet midlertidigt køre med vinterplanen for 2019 indtil problemerne med den nye plan er udbedret. Den beslutning er chaufføren, som Tidende har talt med, glad for, men han tror ikke, at arbejdsmiljøet og samarbejdet med ledelsen bliver bedre, før der kommer en ny mand på posten som trafikchef.

– Det er så vidt fint, at man går over til den gamle køreplan, men jeg tror ikke, forholdene bliver bedre, før vi får en ny trafikchef. Tilliden er simpelthen væk, siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra trafikchef Lars Friborg.

  • Facebook