Radio37 sender fra Hammerhavn med Siggi Björns

Radio37-Bornholm: De sender nyheder fra Bornholm til tyske fans

Lørdag havde ikke kun tyske turister på øen, men også bornholmerne mulighed for at se ansigterne bag den tysksprogede RADIO37-Bornholm-podcast, der hver uge holder hundredvis af tysktalende lyttere opdateret om deres yndlingsø i Østersøen.

Dennis Tomiola og Jürg Packebusch står bag podcasten, der siden nytår har glædet herboende tyskere og de mange tusinde tyske sommergæster, der hvert år besøger Bornholm.

RADIO37s Bornholm-podcast er en ugentlig optagelse af mellem 20 til 45 minutters varighed med en blanding af nyheder, badevandstemperaturer, vejrudsigt, trafikmeldinger og reportager om og fra Bornholm.

Indtil nu er programmet produceret hjemme hos Dennis Tomiola i Poulsker, men lørdag blev podcasten for første gang optaget live. Det skete i Multihuset på Hammerhavn, og den i Berlin bosatte troubadour Siggi Björns var dagens gæst.

Idéen om et tyskproduceret nyhedsprogram er vokset ud af nostalgi, fortæller Dennis Tomiola. Han er ligesom Jürg Packebusch opvokset i Tyskland, men er kommet på Bornholm hele sit liv. I 2013 flyttede han permanent til øen sammen med sin partner.

– Jeg savnede de gamle nyhedsudsendelser, som blev sendt på mellem- og langbølge. Og jeg fornemmede, at der var en interesse fra tyskernes side, også udenfor sæsonen, for at vide hvad der sker på Bornholm, fortæller Dennis Tomiola.

Han besluttede sig for at tage sagen i egen hånd, efter afslag fra først P4 Bornholm og efterfølgende Radio4. Begge takkede pænt nej til idéen om en daglig tre minutters nyhedsudsendelse til de mange tusinder bornholmerfans i Tyskland.

Vi er ikke en koloni

Siden nytår har Dennis Tomiola og Jürg Packebusch derfor produceret en ugentlig podcast til deres landsmænd, som kan høres klokken 8.30 søndag morgen.

Jürg Packebusch bor på Vasagårdsvej udenfor Aakirkeby med sin kone Denise og deres to børn. Denise deltager også i podcastproduktionen og står for vejrmeldinger og tysk oversættelse, når der er danske gæster i studiet. Parret har boet på Bornholm siden 2011 og udgør sammen med Dennis Tomiola en gruppe af cirka 300 fastboende tyskere på Bornholm.

– Men vi er ikke en koloni, siger han.

– Vi elsker Bornholm, fordi der er stilhed og ro, det er meget langt fra det store Tyskland. Men det er ikke sådan at vi har et tysk fællesskab på øen, siger Jürg Packebusch, der ligesom Dennis Tomiola taler perfekt dansk.

Begge har job i bornholmske virksomheder.

– Vi er integrerede, siger Dennis Tomiola.

– Men vi vil gerne holde forbindelsen til de tyskere, der gerne vil vide, hvad der sker på Bornholm. Og dem er der kommet flere af under corona-krisen. Så det er ikke til at vide, hvad det ender med.

Podcasten fra Hammerhavn publiceres søndag den 2. august klokken 8.30

RADIO37 er en tysksproget podcast fra Bornholm, der primært henvender sig til Bornholm-fans i Tyskland. Podcasten har på ugebasis mellem 400 og 600 lyttere i Tyskland, Danmark og Schweiz. Find mere information og link til podcasten på https://www.radio37.dk, på Facebook eller på Instagram.

  • Facebook