Tidligere på året stod Ole Christensens skulpturer nøgne til tydeligt skue. Foto: Berit Hvassum

Ole Christensens værker delvis dækket: Viltert græs omslutter skulpturpark

Kultur/natur

Ole Christensens skulpturpark ved Olsker har efter øget omtale i medierne haft mange flere besøgende end hidtil.

Skulpturparken ligger på grunden til den afdøde billedhuggers husmandssted. I begyndelsen af 2019 lod Ole Christensens familie forstå, at den ville forære Bornholms Regionskommune den del af grunden, hvor de fleste skulpturer er placeret. Kommunen takkede ja til tilbuddet. I samme omgang blev ti hovedværker doneret til Bornholms Kunstmuseum. Den beslutning skabte opmærksomhed om det særlige sted på Stenløsevej, hvor stenene ikke bare er sten.

Men gæster man i disse uger parken, står skulpturerne ikke helt så synligt i landskabet, som de gjorde på samme tidspunkt sidste sommer. Græs og engblomster er skudt i vejret, så de mindste af skulpturerne er svære at se i deres helhed. Der er slået stier i det høje græs, så man kan bevæge sig rundt i området, men flere af værkerne er svære at nærme sig på grund af den frodige natur.

Driftsansvarlig for de grønne områder i Bornholms Regionskommune, Morten Bach Jørgensen, fortæller, at selvom politikerne har takket ja til, at kommunen overtager området, så er selve overdragelsen ikke sat på skinner. Derfor er det fortsat Ole Christensens familie, der står med plejeopgaven. Ole Christensens datter, Marie Inoue, konstaterer, at den frodige natur på stedet i år nok er kommet til at fylde lidt for meget.

– Vi har forsøgt at slå stier, hvor der fandtes vandrespor i forvejen. I de første måneder var det smukt med tyndt græs rundt om skulpturerne, samt med de bugtede stier i landskabet. Men nu er græsset blevet både for højt og tæt, siger Marie Inoue.

Nogle af de mindre skulpturer er i øjeblikket svære at se i deres helhed. Foto: Niels Ebdrup

Meget skal på plads

Hun fortæller, at hun havde forestillet sig, at Bornholms Regionskommune på nuværende tidspunkt havde overtaget ansvaret for at holde skulpturparken.

– Aftalen om, at kommunen overtager, er på plads. Men der skal laves et nyt skel, og matrikelstyrelsen behandler i øjeblikket landmålerens opmåling til det. Der skal også flyttes nogle skulpturer, og det samarbejder jeg med en fundraiser om at søge midler til.

– Derudover søges der blandt andet til stianlæg og trapper, der forbinder parkområdet med de gamle stenbrud nederst i den østlige ende af grunden. Stenbrud, hvor vores far brød granit i begyndelsen af tresserne. Indtil det lykkes, står skulpturerne der jo stadig, som de hele tiden har gjort, siger Marie Inoue.

Skal igen se ud som hidtil

Når Bornholms Regionskommune har overtaget området med Ole Christensens skulpturer, vil det i store træk komme til at tage sig ud, som det tidligere har gjort. Morten Bach Jørgensen fortæller, at der er tænkt over, hvordan området skal passes.

– Intentionen er, at man skal holde det nogenlunde, som det var i sin tid. Græsset skal slås engang imellem, for at det ikke gror til. Og man skal kunne forstå skulpturerne i deres sammenhæng.

– Kommer du fra Nord, er der tæt ved grusvejen et mindre område med skulpturer, der er omgivet af træer. Der skal skoven ikke vandre for meget ind over arealet. Kommer bevoksningen for tæt på skulpturerne, skal den beskæres, fortæller Morten Bach Jørgensen.

Han understreger dog, at overdragelsen til Bornholms Regionskommune ikke er en garanti for, at pasningen af skulpturparken på et tidspunkt ikke bliver nedprioriteret.

– Der er et forbehold. Hvis kommunen skal spare penge, så kan det gå ud over det areal, ligesom det kan gå ud over alle andre grønne arealer, vi passer. Det er ikke fastsat, at arealet kan passes sådan i al evighed.

– Men vi vil til enhver tid lytte til arvingerne og forsøge at opretholde plejen efter den ånd, der er deroppe, af respekt for Ole Christensen og hans efterkommere, siger Morten Bach Jørgensen.

Det forventes, at den løbende drift af skulpturparken vil koste Bornholms Regionskommune omkring 17.000 kroner om året. Pengene skal efter planen hentes på kommunens budget til grønne arealer.

 

Ole Christensens skulpturpark

Ole Christensen (1932-2000) var en af 1900-tallets mest markante danske billedhuggere. Med base i sit og familiens husmandssted på Stenløsevej i Olsker huggede han granitskulpturer, som fandt vej til mange steder på Bornholm og i Danmark. Blandt andet friluftsbadene i Hjørring (1971), Vestertorv i Kolding (1989) samt Vesterbrogade i København (1990).

Da Ole Christensen pludselig døde kun 68 år gammel, efterlod han sig et hav af stenskulpturer. Med udgangspunkt i dem etablerede familien en skulpturpark på husmandsstedets store naturgrund. Familien har ønsket at give skulpturparken til folket, og Bornholms Regionskommune har takket ja til at overtage den med den klausul, at den skal holdes offentligt tilgængelig.

I forbindelse med overdragelsen har Ole Christensen familie også ønsket at forære ti af parkens skulpturer til Bornholms Kunstmuseum. De ti skulpturer udgør parkens hovedværker og vil ifølge en aftale mellem familien og kunstmuseet forblive opstillet på markerne i den natur og det miljø, de er blevet skabt i. Familien beholder ejerskabet af parkens resterende skulpturer, men Bornholms Kunstmuseum får forkøbsret, ifald familien på et senere tidspunkt skulle ønske at sælge.

 

  • Facebook