Chefanklager ved Bornholms Politi, Benthe Pedersen Lund, skal granske sagen igen for at forklare, hvordan politiet er nået frem til en bødestørrelse på 18.000 kroner. Foto: Jacob Jepsen

Chefanklager efter kritik af kæmpebøde: ‘Vi kigger på sagen igen’

– Så må vi jo se på sagen igen, siger chefanklager ved Bornholms Politi, Benthe Pedersen Lund, efter at politiets bøder på tilsammen 18.000 kroner til to borgere, der har kørt bil i Ringebakkebruddet, er blevet udsat for skarp kritik fra flere sider.

NATURBESKYTTELSE

– Så må vi jo se på sagen igen, siger chefanklager ved Bornholms Politi, Benthe Pedersen Lund, efter at politiets bøder på tilsammen 18.000 kroner til to borgere, der har kørt bil i Ringebakkebruddet, er blevet udsat for skarp kritik fra flere sider.

Blandt andet fra Bornholms Regionskommunes skovfoged, Ole Holm Pedersen og juraprofessor Sten Bønsing fra Aalborg Universitet, der i mandagens udgave af Bornholms Tidende rejste tvivl om, hvorvidt det juridiske grundlag for bøderne var til stede.

Hvordan Bornholms Politi er nået frem til en bødestørrelse på 18.000 kroner, og hvordan politiet er nået frem til, at der er tale om en overtrædelse af Naturbeskyttelseslovens paragraf 89, sådan som det fremgår af bødeforlægget til de to borgere, det kan Benthe Pedersen Lund ikke forklare.

Hun har tidligere overfor Bornholms Tidende forklaret, at politiets beregning af bødestørrelserne er sket på basis af en anbefaling fra Naturstyrelsen, men det kan hun nu ikke mere bekræfte.

– Det kan jeg ikke svare dig på lige nu. Vi kan ikke forklare det med andet, at vi har fortolket det (omstændighederne red.) på en bestemt måde. Vi er nødt til at se på sagen, lyder hendes kortfattede svar, hvor hun endvidere oplyser, at det først er i næste uge, at politiet kan vende tilbage med en konklusion på den fornyede granskning af sagen.

– Du kan jo ikke forvente, at jeg kan svare på stående fod i en sag, som jeg ikke kender meget til, begrunder Benthe Pedersen Lund den forventede sagsbehandlingstid.

Hvorvidt politiets ekstra gennemgang af omstændighederne ved bøden vil resultere i, at bødeforlægget trækkes tilbage eller bøden reduceres, vil Benthe Pedersen Lund ikke udtale sig om.

– Lige nu udtaler jeg mig ikke. Jeg vender tilbage, når jeg kan, slutter hun samtalen.

  • Facebook