Cilie Engman (til højre) sammen med sin mentee, Gry Brogaard. Foto: Jens-Erik Larsen

Mentor fra Lindehuset: Vores målgruppe har brug for tid

Lindehuset ligger ved siden af det gamle lægehus i Svaneke. Det er et aktivitets- og samværstilbud, der hører under psykiatri og handicap på Bornholm. Her kan psykisk sårbare over 18 år komme og få hjælp til at finde ud af, om de kan komme på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet og i så fald hvordan. Det sker gennem først et kompetenceforløb, dernæst opgaver og aktiviteter, virksomhedspraktikker og samtaler.

SOCIALPSYKIATRI

Lindehuset ligger ved siden af det gamle lægehus i Svaneke. Det er et aktivitets- og samværstilbud, der hører under psykiatri og handicap på Bornholm. Her kan psykisk sårbare over 18 år komme og få hjælp til at finde ud af, om de kan komme på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet og i så fald hvordan. Det sker gennem først et kompetenceforløb, dernæst opgaver og aktiviteter, virksomhedspraktikker og samtaler.

Cilie Engman, der er socialrådgiver, har arbejdet flere år som jobkonsulent for Jobcenter Bornholm, hvor hun har haft forløb med borgere i Lindehuset. I dag er hun mentor i Lindehusets bostøtteteam, hvor hun hjælper med opgaver, der også ligger uden for huset. Hun fortæller, at meget af arbejdet i Lindehuset er pædagogisk grundarbejde.

– Noget af vores arbejde er lavpraktisk, som for eksempel at få skabt mødestabilitet hos dem, der kommer her. Vi arbejder også med adfærdsregulering, hvor vi arbejder med at ændre mønstre og lære nye taktikker for at klare hverdagen, hvor de måske har mødt meget modstand, siger hun.

Nødvendigt med tid

Det arbejde tager ofte lang tid, men det er tid, der er godt givet ud, hvis man spørger Cilie Engman.

– Det, der kendetegner vores målgruppe, er, at de har brug for tid til at udvikle sig. Og det er tiden, der afføder succesen. Det er mennesker, som er på kanten af arbejdsmarkedet, hvor vi er sidste stop inden førtidspension. Der skal et stort arbejde til for at komme op igen efter så mange nederlag, som mange af dem har med sig, siger hun.

Derfor understreger hun også, at det er vigtigt, at der fortsat bliver prioriteret tid til Lindehusets målgruppe.

– Nogle gange er der i samfundet en forventning om, at sådan et udviklingsarbejde skal tage et år eller måske mindre. Men man skal huske, at for nogle af de her borgere, der har udfordringerne stået på i mange, mange år, før de kom her. Så det tager bare tid for dem at udvikle sig hen imod for eksempel arbejdsmarkedet, siger hun.

Unikt samarbejde

På Lindehuset samarbeder socialpsykiatrien med Jobcenter Bornholm. Her er der 20 pladser, som er fordelt, så der er 10 pladser på et ressourceforløb og 10 pladser på et afklaringsforløb. Cilie Engman mener, det er en god model, hvor jobcentret måske bliver mindre skræmmende, end det ellers kan være for den målgruppe, Lindehuset arbejder med.

– Det unikke her er samarbejdet med jobcentret. Jobkonsulenterne er her i huset, så borgerne får lov at se “de farlige” mennesker fra jobcentret i trygge omgivelser. Her kan de komme ind og tage en snak med en jobkonsulent i et hus, hvor de også går i gruppe eller til en aktivitet. Det er det, der gør den store forskel, siger Cilie Engman.

På Lindehuset er der både aktiviteter, rådgivning, ture ud af huset og kompetenceforløb hver tirsdag og torsdag. Målet med at være der, at man bliver afklaret til rehabilitering, fleksjob, uddannelse eller tilbagevenden til job.

  • Facebook