KULTUR
De to regionale kunstfonde Øernes Kunstfond og Den Jyske Kunstfond skal understøtte udviklingen af lokale kunstproduktioner og etableringen af økonomisk bæredygtige kunstvirksomheder og kunstmiljøer, idet de dækker hele landet med undtagelse af Region Hovedstaden – dog inklusive Bornholm.
Forleden oplyste fondene i en pressemeddelelse, hvilke projekter, der bliver begunstiget, idet i alt syv millioner kroner drysser ud over i alt 43 projekter. Og de spænder vidt: Fra en teaterkrønike på Lolland-Falster og et omrejsende trykkeri ved Svendborg på Fyn til musikundervisning med instrumenter, der finder inspiration i oldtiden, i Vejen i Syddanmark for slet ikke at nævne festivalen “Alive Festival” i Thy.
Blandt modtagerne finder man også “Sol Sammen 2021”, som modtager 100.000 kroner fra Øernes Kunstfond. Bag projektet står “Sol Nexø”, som er et kunstnerdrevet udstillingssted i fiskerihavnen i Nexø, som vil forbedre rammerne for samarbejder mellem kunstnere og Bornholms lokale erhvervsliv, industri og borgere.
Sofie Amalie Andersen er en af drivkræfterne i Sol Nexø, og hun er særdeles glad for de 100.000 kroner, der således triller ind til næste års aktiviteter.
– Den forholdsvis nydannede Øernes Kunstfond skal bidrage til, at kunstmidlerne bliver fordelt lidt bredere, for der er jo gerne en stor koncentration i hovedstaden, forklarer hun til Bornholms Tidende.
– Og fonden har fokus på at give støtte til kunstneriske og kulturelle initiativer, som har et vækstpotentiale i samarbejde med erhvervslivet. Så vi er meget begejstrede over, at vi bliver tilgodeset. Det betyder, at vi er et skridt nærmere i forhold til at få vores udstillingsprogram og vores øvrige initiativer for 2021 fuldt finansieret. Det er da rigtig positivt.
– Vi er specielt glade, fordi vi hele tiden søger at kunne udvikle det kunstneriske arbejde i en mere bæredygtig retning for alle involverede. Det vil sige, at alle kunstnere, kunstformidlere, og hvem der ellers er involveret, kan få betaling for deres arbejde, og der er jo ellers en kedelig tradition i kunstverdenen for, at der er mange, der arbejder gratis, og det er virkelig noget, vi gerne vil være med til at ændre på.
Startede i 2019
Sol Nexø, som startede i 2019, har også fået tilsagn om 75.000 kroner fra Statens Kunstfond til næste års aktiviteter, oplyser hun.
Sol Nexø havde de første udstillinger i et tidligere frysehus på havnen i Nexø fra april og til september i 2019, og igen i år fra april til oktober har der været udstillinger.
Og I har søgt penge til et projekt, I kalder “Sol sammen 2021”?
– Ja. Det er, fordi vi gerne vil udvikle vores udstillingsprogram i en retning, så der er endnu flere, der kommer og oplever kunsten. Vi vil gerne prøve at nå endnu bredere ud, og vi tænker, at frem for at gå på kompromis med det kunstneriske indhold for at ramme en bredere smag eller have en mere folkelig appel, vil vi hellere starte et andet sted. Det vil sige, at vi hellere vil forsøge at udvikle projekterne i samarbejde med nogen, der ikke nødvendigvis selv befinder sig i det kunstneriske felt. Det er tanken, at vi går sammen med nogle lokale partnere og prøver i fællesskab at udvikle noget nyt, siger Sofie Amalie Andersen.
– Så vi har inviteret en række kunstnere til at udstille, og de skal så hver især udvikle deres udstilling og andre initiativer i samarbejde med lokale partnere. Vi står for det organisatoriske, men bidrager også med kuratorisk-fagligt indhold.
Gruppen bag Sol Nexø, som altså nu arbejder på “Sol sammen 2021”, afventer svar fra flere fonde, den har ansøgt om midler hos.
– Først, når vi har fået de svar, kan vi offentliggøre det fulde program for næste år, siger Sofie Amalie Andersen.
– Men vi regner med, at det sker i midten af december.
Men 175.000 kroner er vel en meget god start?
– Ja, det er en god bund, og så håber vi på, at vi også får resten af budgettet opfyldt, siger hun.
52 ansøgninger
I Øernes Kunstfond har bestyrelsen været begejstret over ansøgerfeltet til årets uddeling af støtte, oplyses det i pressemeddelelsen. Fonden modtog således i alt 52 ansøgninger, hvoraf 13 projekter modtager støtte.
Formand Mette Blum Marcher siger i meddelelsen:
– I Øernes Kunstfond er vi dybt optaget af at bidrage til at skabe økonomisk bæredygtige kunstvirksomheder. Blandt årets modtagere er der især lagt vægt på kreative samarbejder med det lokale erhvervsliv. Det gælder for eksempel udvikling af nye initiativer og tiltag i miljøer, hvor vi normalt ikke ser en stærk kobling mellem de kunstneriske vækstmiljøer, erhvervslivet og publikumsoplevelser. Det gælder for eksempel musikalske vandreruter i naturen med besøg hos lokale producenter, udvikling af kunstnerisk virksomhed i en nedlagt industrihavn og mobile litterære udgivelsesarrangementer.
Og kulturminister Joy Mogensen (S) tilføjer:
– I en tid, hvor rigtig mange af os oplever begrænsninger i den måde, vi er sammen med andre mennesker på, er det virkelig positivt, at kunstvirksomheder og erhvervslivet går sammen om initiativer, der skaber nye oplevelser og fællesskaber for os alle. Det skaber vækst i kunstmiljøerne og i de små kunstvirksomheder, som samarbejder med erhvervslivet. Det er nye samarbejder, der skaber både håb og glæde, og det er der absolut brug for. Jeg er spændt på at følge de nye projekter, der kommer til spire frem rundt omkring i landet.
Tildelinger fra Øernes Kunstfond
Fonden har uddelt i alt 3.016.000 kroner.
Heraf modtager otte projekter i Region Syddanmark tilsammen 1.623.700 kroner, svarende til 54 procent af midlerne, fire projekter i Region Sjælland modtager tilsammen 1.292.300 kroner, svarende til 43 procent af midlerne – og endelig modtager Bornholm de resterende tre procent af midlerne, nemlig 100.000 kroner til “Sol sammen 2021” i Nexø.