Mathias Andersen. Foto: Jens-Erik Larsen.

Ung serietræner: Der skal være gang i den

Han er kun 22 år, men gav sig selv en flyvende start på en lovende karriere som bornholmsserie-træner, da Midtbornholm i overbevisende stil sparkede sig videre i kampen om Sydbank Pokalen med en sejr på 5-2 over Knudsker.

– Ja, det kunne vist ikke være meget bedre, grinede den unge Midtbornholm-træner efter søndagens flotte debutkamp på Rønne Stadion Syd.

Mathias Andersen, der selv har spillet på Midtbornholms førstehold, er meget aktiv på sidelinjen. Han følger levende med i spillet og kommer hele tiden med anvisninger til spillerne inde på banen.

– Jamen, sådan har jeg altid været som træner. Jeg kan godt li’, at der er lidt gang i den, og fodbold har jo altid været mit liv, lyder det fra Midtbornholm-træneren, der allerede i teenageårene begyndte at træne ungdomshold i Nyvest.

Samtidig skynder Mathias Andersen sig smilende at tilføje:

– Når man ikke selv er teknisk i stand til at følge med, så må man jo gøre det på en anden måde.

Om det er hans skyld, at Midtbornholm-spillerne i søndagens kampe virkede mere fodboldsultne, end det var tilfældet i mange af efterårets kampe, ved han dog ikke.

– Vi arbejder meget med at få skabt et godt træningsmiljø, og det er lykkedes, siden jeg overtog holdet i januar. Vi er næsten konstant 20-22 mand til træning – ja, en enkelt gang har vi vist været helt oppe på at være 28 mand.

– Ellers arbejder vi meget med strukturen i vores spil – hvor vi spille bolden hen i forskellige situationer og den slags. Men vi er kun lige startet på den opbygning, så det kan blive meget bedre endnu.

Det sidste hænger Mathias Andersen ikke mindst op på, at han i løbet af sommeren forventer en tilgang på syv-otte Aakirkeby-drenge, som vender hjem fra efterskole – spillere, som allerede har vist deres potentiale som ungdomsspillere.

– Så det ser meget lovende ud, konstaterer den unge Midtbornholm-træner.

En anden spændende tilgang er den farlige angriber Frederik Madsen, der vender hjem efter blot én sæson hos NB Bornholm. Han tager sin far, den tidl. Poulsker-leder Henrik Madsen, med sig. Han bliver ny holdleder og skal også hjælpe til under træningen, hvis det store rykind fortsætter.

En anden NB Bornholm-spiller, Mads Sonne, er allerede vendt hjem og satte som anfører sit tydelige aftryk på spillet i pokalopgøret mod Knudsker.

– Mads har trænet med os i foråret og hjalp os derfor også i dag. Men det skyldes også, at han er på vej væk fra øen. Han rejser om et par måneder, så ham har vi desværre ikke med i efterårsturneringen, forklarer Mathias Andersen.

  • Facebook