3 minutter og 9 sekunder var kilometertiden i gennemsnit på de 10.000 meter på bane. De første 5.000 meter løb Alex Mogensen på 15 minutter og 30 sekunder. Sluttiden blev 31 minutter og 31 sekunder. Foto: Jacob Jepsen

Alex Mogensen vil helt til tops: Viser storform i vinden og kvalificerer sig til DM

LANGDISTANCELØB

– I starten var der kun vind i det ene sving, men til sidst var det på hele den ene langside, den var virkelig hård.

Onsdag aften løb 25-årige Alex Mogensen sammen med tre andre bornholmere 10.000 meter på Rønne Stadion. For SÅN-løberen var det en kvalifikation til de danske mesterskaber, der var på spil.

– På grund af coronaen er det kun er de 20 bedste, der kommer med til DM, fortæller Alex Mogensen.

Vindforholdene var dog langtfra optimale på Rønne Stadion. 12-14 meter per sekund i begyndelsen af løbet, endnu mere mod slutningen, så det kræver sit at løbe 25 omgange alene.

– Jeg er glad for tiden, jeg havde satset på at løbe på 32 minutter, puster Alex Mogensen.

Tiden viste imponerende 31 minutter og 31 sekunder. Det er en kilometertid på 3 minutter og 9 sekunder per kilometer, hvilket garanteret er nok til at komme med til DM om godt 14 dage.

– Jeg er ikke vant til at løbe 10.000 meter, så jeg lagde lige hårdt nok ud.

Alex Mogensen brugte 15 minutter og 30 sekunder på de første 5.000 meter, men i vinden satte han 30 sekunder til på den sidste halvdel. DM-deltagelsen ser dog ikke ud til at være i fare af den grund, heller ikke selv om der i den kommende uge bliver arrangeret tre 10.000 meter-stævner på den anden side af vandet.

– Jeg tror, tiden er god nok, lyder det sikkert fra SÅN-løberen. Han satser alt på at komme helt op i den danske elite.

Intensiv træning

Alex Mogensen bor stadig hjemme og er glad for det. Opbakningen fra forældrene er stor, og den er der brug.

– De hjælper mig, når jeg skal løbe intervaller. Så er de med på cykel og holder pacen. Den opbakning er vigtig, når man er eliteløber, siger Alex Mogensen.

Den bornholmske topløber, som længe har været suveræn i alle de lokale løb han stiller op i, arbejder fuldtid som mekaniker i Bornholms Regionskommune. Det betyder løbeture klokken fem om morgenen et par gange om ugen inden arbejde.

– Mandag og fredag løber jeg fem kilometer om morgenen og 8 kilometer om aftenen efter arbejde, fortæller Alex Mogensen, hvis træningsmængde ligger på 70 kilometer om ugen.

Tidligere løb SÅN-løberen flere kilometer, men sammen med træner Kjeld Thorsen har han i år lagt træningen om, så den er blevet mere intensiv.

– Han har hele tiden sagt, at det skulle være intensivt og med færre kilometre, fortæller Alex Mogensen.

Og noget tyder på, at den ny træningsform bærer frugt. For 14 dage siden satte Alex Mogensen ny personlig rekord på 3.000 meter på bane med to sekunder, ovenikøbet i et løb, hvor der ikke var nogen form for modstand.

– Jeg løb alene fra start til mål, siger han.

8 minutter og 39 sekunder lød tiden på. Det rækker pt til en tiendeplads på den danske rangliste.

Ny klub

Den flotte tid giver håb om, at der er flere gode resultater i vente.

– Min plan er at løbe nogle stævner efter DM, og målet er at komme under 15 minutter på en 5.000 meter. Det er realistisk, siger Alex Mogensen.

Til DM er det ikke tiden, der tæller. Her gælder det om at få en god placering. Målet er at komme blandt de 15 bedste, måske endda højere op for bornholmeren.

– Kampen er hård, og de løber stærkt, lyder det.

På grund af covid-19 har sæsonen set noget anderledes ud. Alex Mogensen håber dog, at man i dansk atletik går en helt almindelig vintersæson i møde. Han overvejer her at stille op for Sparta, men beslutningen er svær.

– Man har bare stadig det bornholmske i sig, at man stiller op for Bornholm, siger Alex Mogensen.

Samtidig længes han efter at være med på et hold og har da også kontakt med Sparta-træneren Christian Friis, der blandt andet træner bornholmeren Anna Holm.

– Han skriver til mig, når der er løb i klubben, og jeg er inviteret med på deres træningslejr, både i Sverige, og når holdet kommer til Bornholm til oktober, fortæller Alex Mogensen, der uanset klubskifte dog holder fast i sin bornholmske træner.

Dansk Atletik Forbunds vinterturnering går i gang til oktober, og ifølge forbundets regler kan man godt stille op for en anden klub i vinterhalvåret.

– Det er en mulighed, at jeg stiller op for Sparta i vinterturneringen og så løber for en bornholmsk klub i sommersæsonen.

Til DM den 14. august repræsenterer Alex Mogensen i hvert fald Svaneke-Aarsdale-Nexø Løbeklub.

 

Alex Mogensens mellemtider

Sådan var Alex Mogensens kilometertider, da han på Rønne Stadion prøvede at kvalificere sig til DM i 10.000 meter.

1 km – 3 minutter og 2 sekunder

2 km – 6.10

3 km – 9,15

4 km – 12.23

5 km – 15.30

6 km – 18.42

7 km – 21.53

8 km – 25.05

9 km – 28.20

10 km – 31.31

  • Facebook