Anders Antonsen knuser israeler i French Open

Anders Antonsen og Viktor Axelsen er videre i Paris, mens Jan Ø. Jørgensen og Rasmus Gemke er færdige.

Danmarks bedst rangerede badmintonspiller, aarhusianeren Anders Antonsen, er i overlegen stil klar til anden runde af World Tour-turneringen French Open i Paris.

Onsdag tog han hul på turneringen, og i løbet af 35 minutter havde han nedkæmpet israeleren Misha Zilberman med 21-10, 21-8.

Fjerdeseedede Antonsen var på intet tidspunkt bagud i opgøret mod verdensranglistens nummer 46, som den danske VM-sølvvinder besejrede for tredje gang i karrieren i lige så mange kampe.

I anden runde venter japaneren Kenta Nishimoto, der ligger nummer 13 i verden.

Med den indledende sejr gjorde 22-årige Antonsen landsmanden Hans-Kristian Vittinghus kunsten efter. Vittinghus vandt mandag i første runde.

Senere onsdag spillede Viktor Axelsen sig også videre med en sejr på 21-9, 21-6 over franske Thomas Rouxel.

Derimod er Jan Ø. Jørgensen ude af turneringen efter et nederlag i to sæt til sjetteseedede Jonatan Christie. Indoneseren vandt 21-15, 21-16.

Rasmus Gemke er også færdig i Paris efter et nederlag på 14-21, 12-21 til den regerende olympiske mester, kineseren Chen Long.

I damesingle spillede Line Kjærsfeldt sig videre med en sejr i tre sæt over japaneren Aya Ohori. Trods et forspring på otte point undervejs var Kjærsfeldt tæt på at smide sejren i sidste sæt.

To danske doubler er også videre i turneringen. Kim Astrup og Anders Skaarup slog et stærkt japansk par i herredouble, mens Alexandra Bøje og Mathias Christiansen avancerede i mixeddouble mod to indonesere.

French Open er en Super 750 på World Touren. Den rangerer dermed på niveau med eksempelvis Denmark Open, der også er niveauet under World Tourens tre største turneringer samt sæsonfinalen.

Jan Ø. Jørgensen er den seneste danske vinder af turneringen i herresingle. Han besejrede i 2013 Kenichi Tago i finalen. I både 2014 og 2016 vandt den nu opløste herredoublekonstellation med Mathias Boe og Carsten Mogensen turneringen.

/ritzau/